Brønderslev Svømmehal og Wellness
Afstand: 19.10 Km
Brønderslev Svømmehal er en bruger- og handicapvenlig svømmehal med mange faciliteter for hele familien.
Brønderslev Svømmehal byder på et 50 m bassin med 7 baner til konkurrencebrug og til dagligbrug med badeområde. Vandet er 27 grader og her kan man springe fra 1 og 3 m vipper, eller prøve kræfter på en klatrevæg, der hænger ud over vandet.
Tid til velvære og selvforkælelse
Ud over det store bassin findes der mange andre oplevelser i svømmehallen. Der er bl.a. et varmtvandsbassin, hvor temperaturen er 34 grader - det kan du bruge til afspænding, smertelinding og velvære.
Nyd også en tur i spabadet, hvor vandboblerne kan løsne godt op i rygmusklerne.
Sæt dig ind i dampbadet, som gør godt for både krop og sjæl. Dampbad kan løsne muskler, lindre astmasymptomer og give god smertelinding til muskler og led.
I den infrarøde sauna er temperaturen omkring 50-60 grader, og de infrarøde stråler trænger ind i huden og opvarmer kroppen indefra, hvilket giver smertelindring, øget energiniveau, afspænding og øget forbrænding og blodcirkulation. Ren velvære!
Den mest populære wellness-oplevelse i Brønderslev Svømmehal er saunagus, som finder sted i den udendørs saunahytte: En stor træhytte med plads til 25 siddende personer. Her gør uddannede gusmestre det til en oplevelse med dufte, aromatiske olier og høje temperaturer.
Derudover byder svømmehallen på motionsfaciliteter i "Svederen" og fine omklædnings- og badefaciliteter.
Svømmehallen har åbent hver dag.
Læs mere på Brønderslev Svømmehals hjemmeside
Opdateret af: Destination NORD | info@destination-nord.dk